Din kurv

Hvor gammel skal man være for at deltage?
Man skal være mindst 8 år gammel og må være op til og med 20 år. Det er selvfølgelig et stort aldersspænd, men der er tradition for det, og bringer ofte noget rigtig godt med sig. De ældste er gerne gode forbilleder, og flere synes det er sjovt at tage sig lidt af de yngre. Det fungerer også nærmest chokerende godt til fx Tjelelege, hvor holdene er aldersmæssigt godt blandede, men bundet sammen af den fælles glæde ved skak, og en forståelse for, at man har respekt og tolerance overfor alle. Er ét af flere områder, hvor skakverdenen virkelig kan noget godt! Typisk ligger gennemsnitsalderen på 12-13½ år, men fordelt på hele aldersspændet.
Hvad hvis jeg ikke kender nogen af de andre?
Det kan godt være skræmmende at tilmelde sig, hvis man ikke kender nogen af de andre. Men vær modig og gør det alligevel, hvis du synes lejren lyder spændende. Vi er sikre på, at du ikke kommer til at fortryde det! Man kommer lynhurtigt til at kende mange af de andre, og der knyttes gerne stærke venskaber på lejrene, som indimellem fortsætter helt ind i voksenlivet. Det har fx været tilfældet for flere af lederne på lejren.
Hvordan bliver man indkvarteret?
Ved tilmelding kan man udtrykke sine ønsker, som vi efter bedste evne forsøger at imødekomme. Vi kigger også på, hvilke børn der passer sammen i personlighed, alder og niveau ift. indkvartering, og så er der selvfølgelig også bare tale om en kabale, som skal gå op. Der er potentielt 2-, 3-, 4- og 6-personers værelser. 6-personers kan lyde af mange, men har gerne været populært, og til sammenligning har andre lejre fx indkvartering i klasseværelser med mange flere.
Hvordan er sengetiderne?
Vi laver en opdeling i to grupper, hvor de yngste skal lidt tidligere i seng end de ældste. Specifikke tider vil fremgå af programmet. Der er generelt så megen aktivitet dagen igennem, at der nok skal blive sovet, og det er også rigtig vigtigt, for at have energi til næste dag.
Skal man være god til skak?
Det behøver man bestemt ikke at være. Du behøver ej heller have spillet i nogen form for klub. Hvis man bare har styr på, hvordan brikkerne rykker, så er man klar til lejr. Vi opdeler efter niveau i stedet for alder ift. undervisning, og rummer alle fra fuldstændig nybegyndere til elite. Typisk er nogle mest med for at blive gode til skak, nogle fordi de elsker kombinationen af skak og sport, og nogle er nærmest stoppet med at spille skak til daglig, men elsker stadig at komme på skaksommerlejr, fordi det bare er en utrolig sjov og social uge.
Er det muligt at komme på besøg under lejren?
Ja, i løbet af ugen har vi familiebesøg en aften, hvor al familie er velkommen. Det plejer at være hyggeligt for både børn og voksne, og kan også bidrage til at give ro i maven for begge parter. 😀 Og skulle der være behov for yderlige besøg, finder vi selvfølgelig en løsning.
Hvad hvis mit barn får hjemve?
Det er helt normalt, at der kan komme lidt hjemve undervejs, og særligt den første dag. Derfor kan det være betryggende at vide, at der snart kommer et familiebesøg. Men selvom vi holder alle øjne og ører åbne for at være opmærksomme på den slags, kan det godt gå uopdaget hen, eller opstå ved opkald hjem. Så hvis jeres barn ringer hjem med hjemve, må I meget gerne både opfordre til, at de kontakter en leder, og også selv kontakte os på vores vagtnummer. Vi er vant til at håndtere den slags, og der skal nok være en ledig person til at kunne tage sig af det. Det er typisk bare et lille bump eller to på vejen, som vi skal over.
Er mit barn forsikret af lejren?
Nej, man skal selv sørge for at være forsikret.
Er der en bod og elevbank på lejren?
Selvom der er rigelig forplejning hele dagen, kan der godt være lyst til et ekstra stykke slik eller en is. Derfor har lejren en lille bod, med søde sager til gode priser, som åbner nogle gange i løbet af ugen. For at hjælpe med at holde styr på pengene, og måske også til at de fordeles fornuftigt over hele ugen, vil der være mulighed for at indbetale til en elevbank, både med kontanter og MobilePay. Deltagerne kan selvfølgelig hæve derfra når de ønsker det.
Hvad med medicin og specialkost?
Vi er gerne behjælpelige med begge dele, indenfor rimelighedens grænser, hvis I kontakter os derom i god tid inden.
Er lejren value-for-money?
Det synes vi bestemt! Man får kost og logi under hele lejren, en flot camp t-shirt, og ikke mindst har vi samlet et yderst kompetent lederteam, med flere af landets dygtigste skakundervisere, som nok skal sprede både guldkorn og godt humør. Flere har selv deltaget mange gange på lejren som barn, og vil rigtig gerne give samme gode oplevelser videre til nye generationer.

Tryghed på lejren

  • Der indhentes børneattest på alle i lederteamet
  • Der er et vagtnummer man kan kontakte hele døgnet
  • Der er et fleksibelt lægehus få hundrede meter fra efterskolen, hvis uheldet skulle være ude, og vi sender selvfølgelig en fra lederteamet med

Mangler du svar på noget? Så spørg os endelig, eller fortæl hvad vi mangler på listen.