Din kurv

Lille opdatering og reminder

Det er de rolige måneder, og efterhånden længe siden vi har meldt nyt ud. Siden sidst er der kommet et par nye beskrivelser inde på lederteamet.

Det er derudover dejligt at se, at der stille og roligt kommer flere tilmeldinger, og at vi allerede er over sidste års antal. Vi hører samtidig fra flere, at de regner med at deltage, så vi kan kun opfordre til, at I hopper ind og får klaret tilmeldingen. Husk der er mulighed for fuld tilbagebetaling frem til d. 1/7, og ligesom man måske selv holder øje med, hvem der ellers deltager, gør andre jo det samme. Så der er god grund til ikke at lurepasse. 🙂
Vi minder desuden om fristen d. 1/5, hvorefter prisen stiger med 200 kr. Husk at betaling også skal være foretaget inden.

Endelig vil vi nævne, at der oprettet en fond i vores medstifters navn, til støtte for bl.a. deltagelse på skaksommerlejr. Man kan kontakte Friskolelærer Søren Christensens Mindefondfriskolelaererscsmindefond@gmail.com og modtage et ansøgningsskema.

Alarm afblæst, alligevel ingen moms

En af dagens gode nyheder er, at Skatterådet ganske enkelt har valgt at være mere fornuftige end Skattestyrelsen, ved at fritage bridge fra moms. I forlængelse deraf har Skattestyrelsen så udskudt beslutningen om momspålæggelse for anden tankesport et år, derunder skak. Det bør derfor også betyde, at vores sommerlejr fortsat er fritaget. Hip hurra!
Selvfølgelig ærgerligt på flere måder, at vi skulle helt hen i 11. time for det, men pyt skidt, så længe det “ender” lykkeligt. Indbydelse og Betaling er derfor nu rettet til.

Derudover er det også rigtig dejligt at se, at mange allerede har tilmeldt sig, deriblandt en masse gengangere. Sådan var oplevelsen også før i tiden, både for børn og voksne: De fleste vendte som regel glædeligt tilbage igen! Det er jo også en fremragende måde at få en masse ven- og bekendtskaber på, som gør det meget sjovere at tage til turneringer rundt omkring i landet. Og ekstra gavnligt, hvis man endda kan skiftes til at huse hinanden under dem, hvilket gerne sker hen ad vejen.

Der kommer også stille og roligt flere lederaftaler på plads, med endnu flere i pipelinen. Det bliver rart at have rigeligt med hænder, og særligt når de sidder på så rare og dygtige mennesker!

Endelig håber vi selvfølgelig stadig at være at finde under juletræet flere steder. 🙂 Glædelig jul derude!

Tilmeldingen åbner – vær hurtig og spar en plovmand

Vi har glædet os til i dag, hvor der som nævnt åbnes i aften for tilmeldinger til sommerlejren i 2026! Vi har lavet et nyt tilmeldingssystem, men satser på det fungerer efter hensigten. 🙂

Desværre er der dog en træls besked fra Skat, hvis seneste udmelding er, at vi ikke vil kunne fortsætte med at være momsfritaget efter nytår, hvorfor prisen stiger med 500 kr. Lidt kuriøst slipper man dog for at betale moms, hvis man betaler inden nytår – selvom lejren ligger efter. Så det vil vi selvfølgelig kraftigt opfordre jer til at gøre. Særligt fordi vi igen tilbyder fuld tilbagebetaling af deltagergebyret ved afmelding senest d. 1/7.

Vi glæder os allerede til en ny omgang, og håber at se både mange gengangere og nye, modige deltagere!

PS: Vi kan sagtens skjule en tilmelding indtil efter jul, bare kontakt os derom.