Din kurv

Tak for en fremragende uge

Fra arrangørernes side vil vi også gerne sige tusind tak for i år, både til alle de dejlige deltagere, men bestemt også til alle de dygtige ledere, der virkelig knoklede løs for at skabe en fantastisk uge for de unge mennesker! Det har heldigvis været sjovt for både unge og — lidt ældre, så efter et par tiltrængte restitutionsdage, kigger vi tilbage med glæde og stolthed på årets lejr, og er klar på at gøre det hele igen næste år. Det bliver i uge 30, d. 25-31. juli.

Vi vil i den forbindelse endnu engang gerne takke vores sponsorer og samarbejdspartnere, som gør det muligt at afvikle lejren. Sørg særligt for at tjekke efterskolen ud – den er helt sikkert et besøg værd, og de er naturligvis rigtig glade for skakelever! 🙂
Tjek desuden vores Facebook-side for glemte sager.

Tak for i år, og på glædeligt gensyn næste år!

Snart går det løs

Nu er der ikke mange dage til det går løs. Vi glæder os, og har forberedt en masse nyt!

Al væsentlig info bør være at finde her på siden, men her et par af de vigtigste ting:

  • Ankomst på søndag mellem 15:15-16:00
  • Husk at tjekke pakkelisten og gerne også ofte stillede spørgsmål
  • Åbent for familiebesøg onsdag kl. 19-21 og lørdag fra 13:15 (afslutning fra 13:30-14:00)
  • Man kan indbetale til elevbanken via fx MobilePay: 2466LT (husk at skrive deltagernavn)
  • Vi laver indkvarteringsplan på torsdag, så sidste frist for ønsker er torsdag kl. 12

Som nævnt før, håber vi desuden der er nogle forældre, som vil hjælpe til med at styre slagets gang til rengøringen af elevværelser og -huse lørdag fra kl. 11. Der står kaffe og frugt klar inden, og frokost efter. 🙂 Det vil være en stor hjælp, så send gerne en kort besked til allan@godkamp.dk eller sms til 60715170, hvis I har mulighed for at give en hånd med.

Vi ses på søndag til en sjov uge fyldt med både fart og fordybning!

Deadline, nye tiltag og et helt særligt besøg

Vi minder lige om, at der nu kun er en god uges tid til deadline for tilmelding. I vores øjne er skaklejr både meget sjovere og mere gavnligt end turneringer, ferierejser etc. 🙂 Man bør ikke gå glip af en skaklejr, så kom glad!

Rasmus og undertegnede har på det seneste jagtet de helt gode tilbud, så priserne i boden kan blive endnu bedre i år. Derudover har vi arbejdet på lidt forskellige nye tiltag. Der vil bl.a. være nogle nye aktiviteter, og eftersom vi har bestilt sol og varme, vil der være gratis slush-ice ugen igennem, samt et forsøg på softice en enkelt dag. Vi har også modtaget en masse skaklejr-drikkedunke, som vi allerede glæder os til at dele ud til alle deltagere!

Endelig har vi længe håbet på at få et lille besøg af Peter Heine Nielsen undervejs, og det lader sørme til, at sol, måne og stjerner kommer til at stå helt rigtigt! I ungdomslingo er han både en skaklejr og Tjele OG, med et skak-CV så langt og imponerende, at vi må henvise til google. Og sørme om ikke hans kone Viktorija også gør os selskab. Udover skaklige meritter som GM’er, tidligere Europamester etc., er hun nu om dage også en toppolitiker i Lithauen. Efter et lille foredrag om bl.a. arbejdet med to verdensmestre, udfordrer de alle deltagere i en simultan!