Alt godt har en ende. Det er både en velsignelse og en forbandelse. For mens det er virkelig træls, at det gode skal stoppe, så bliver man heller ikke alt for mæt af det. Sådan er det også med lejren. Det har været en fantastisk uge med alle og enhver af deltagerne, og vi valgte derfor at sige “På gensyn” fremfor “Farvel”. Vi håber nemlig at se hvert et ansigt igen næste år.
Lørdagen startede en time senere end de andre dage, da der var lagt en times ekstra (og nok tiltrængt) søvn ind for alle. For mens det er på gensyns-dagen, så er det også en stor og lang en af slagsen. Endnu en gang skulle krop og sjæl lige vækkes, så der var selvfølgelig stopdans med “Gangnam Style” og “Cotton Eyed Joe”! Efter en masse “Najeneun ttasaroun inganjeogin yeoja” var det direkte videre til “Chaaaaaargeeeeeeeee!!”. Det var nemlig det længe ventede Kringvad (eller vandkrig som andre kender det). Vandkrig er måske også det forkerte ord. Fra ledernes synpunkt er det i hvert fald mere en løbedisciplin (eller en evigt kontinuerlig sprint), hvor det handler om at komme så langt væk fra deltagerne som muligt, før man bliver omringet og gennemblødt af koldt vand. Deltagerne har lov til at bruge spande, drikkedunke og teame op, mens lederne kun kan tage mere kærlige midler som kram i brug (indtil de sidste minutter, hvor det er alle skakspillere for dem selv). Ligesom sidste år var det en kæmpe succes, og det højnede humøret gevaldigt inden, det var tid til årets rengøring.

Allan og Oscar var (af gode grunde) populære mål til årets Kringvad. Her ses de i mere stille momenter. Det er jo trættende (for de ikke-længere voksende knogler) at løbe uden pause.

Der skulle pakkes, og værelser og fællesarealer skulle efterlades funklede rene til efterskolens beboere, som havde været så søde at låne det ud til os. Der blev skrubbet, skuret og arbejdet godt sammen, så da klokken slog 12:30, var vi mere end klar til den sidste frokost og den efterfølgende præmieuddeling. De fleste præmier blev delt ud løbende i ugen, så der var kun de større præmier såsom Champions League (eller Tjele-legene om man vil), Tjele-Challenge (en løbende quiz gennem ugen, hvor det var muligt at indsamle point på forskellig vis), Tjele Champs (badminton og bordtennis knockout turneringer), lejrturneringen og de kendte awards. Stemningen var høj til præmieuddelingen, hvor også flere forældre var kommet forbi og kigge med. Der blev vist billeder fra lejren, takket både deltagere, ledere og arrangører for en dejlig uge sammen, og så blev alle sendt godt hjem.
I skrivende stund sidder referenten i toget på vej mod København med en flok søde og trætte deltagere. Nogle sover, nogle lytter til musik, andre kigger på deres mobil og et par stykker har endda stadig socialt overskud til at bruge den sidste tid sammen deres venner.
Det er dermed også afslutningen på årets referater, men frygt ej! Siden er stadig åben, og der vil senere blive lavet nogle opslag med vinderne af de respektive turneringer, afsluttende ord fra arrangørerne, information om næste års lejr og meget mere. Det er også altid muligt at følge med på Facebook og Instagram, hvis man vil holde sig opdateret med nyheder omkring lejren samt nogle små videoer. Vi har ligeledes uploadet en masse billeder fra lejren her på hjemmesiden, så man altid kan genopleve de gode stunder. Til dette kan der siges, at referenten stadig engang imellem kigger på billeder fra sin egen deltagelse helt tilbage til 2011.
Endnu engang tak og på gensyn til alle!