Skaklejren på Tjele Efterskole 2026!
Vi havde en fest i år, og har været godt i gang med at arbejde på, at den bliver endnu bedre næste år!
Derfor er indbydelsen nu klar, der er lagt et udkast til program ud, og vi er godt i gang med at lave aftaler med ledere.
Tilmeldingen åbner mandag d. 1. december kl. 20. Kan man give en bedre julegave? 😀
Vi kan lige nævne nogle af de mange planlagte ændringer, hvoraf den vigtigste nok er, at lejren bliver udvidet med en dag. Der vil desuden være mere sammenhængende fritid, så der bl.a. er mere tid til det populære friluftsbad. Dertil en aften fyldt med hygge og frivillige aktiviteter. Der kommer også til at være en del flere ledere (hip hurra!), forskellige frivillige lejrdyster, ændret morgenrutine, og ikke mindst en plan for, hvordan vi undgår hændelser som på billedet.
Fra det nye år er der varslet moms på bl.a. tankesport (forstå det hvem der kan), så hvis man først tilmelder sig og betaler efter nytår, er der derfor risiko for, at der skal tillægges moms til prisen. Vi håber at kunne slippe, af den ene eller anden grund (30-års regel, sport og undervisning, eller grundet sag i Skattenævnet), men det er endnu uklart. Hvis man vil være på den sikre side, kan det derfor anbefales at tilmelde sig og betale inden. 😊
Hvis I, eller nogen I kender, kunne være interesseret i at blive hyret ind som køkkenhjælper, hører vi meget gerne fra jer.
Endelig vil vi nævne, at vores tidligere formand og medarrangør, Søren Christensen, desværre er gået bort. Savnet er og vil være stort, for han brændte for skak for børn og unge, derunder vores skaklejr. Derfor er vi også ekstra glade for, at lejren lever videre i hans ånd og minde.
Vi har dog mistet adgangen til vores gamle Facebook-side, så hop gerne ind på den nye og følg os, for lidt flere opdateringer og nyheder.
Vi glæder os allerede til endnu en uforglemmelig uge!