Vi kan nu løfte sløret for en fantastisk nyhed. Folkene bag den nyopstartede ’Skakforeningen God Kamp’ indbyder i samarbejde med Tjele Efterskole til en skøn skaksommerlejr, som ligger i slutningen af sommerferien, mere præcist uge 31.
GM Allan Stig Rasmussen var en af de bærende kræfter, inden lejren på Tjele Efterskole flyttede væk for et lille årti siden. Nu er selvsamme stormester om bord på holdet og klar til at genstarte lejren i genkendelige rammer. Derudover har vi en række dygtige ledere, der har baggrund inden for skakverden og spidskompetencer inden for det pædagogiske og relationelle felt. Lejren vil have turneringer, undervisning for alle grupper og diverse andre aktiviteter, hvor man får lidt sved på panden, så dit barn får trænet både krop og sind. Derudover vil lejren have fokus på at facilitere venskaber på kryds og tværs af alder, geografi og skakligt niveau. Vi har bestilt godt sommervejr, og vejrguderne er selvfølgeligt med os.
Prisen for lejren bliver 2.000 kroner pr. barn, og der er efter aftale med Tjele Efterskole plads til 48 kursister. Vær klar ved tasterne, da det er først-til-mølle-princip. Lejren inkluderer fem dages overnatning samt 3 måltider og frugt dagligt, en flot t-shirt, og det hele foregår i nostalgiske omgivelser. Hvis familien er stor, og der er mange skakspillere iblandt, så gives der 10% søskenderabat på andet barn og 20% på tredje barn. Lejren på Tjele Efterskole er officielt genopstanden, og dit barn kan blive en del af eventyret.
Tilmelding åbner mandag d. 21. april. Mere info om betalingsmuligheder snarest.
Tjele Efterskole satser på ny på skak, og lejren er et tiltag dertil (pssst… de har jo en skaklinje for efterskoleelever). Vi glæder os til et brag af en camp med jer!
Mvh. Skakforeningen God Kamp & Tjele Efterskole
15/4 – 2025