Kast på ledere og kæmpe fodboldkamp

Dag 5 på lejren begyndte med højt humør og god energi. Efter morgenmaden blev dagen sat i gang med ’Tjeledansen’, som Ellen Fredericia stod for til morgenaktiviteten – en festlig start, der fik både smil og sved frem hos deltagerne.

Herefter stod formiddagen på teori og den spændende afslutning af lejrturneringen. Her blev der kåret vindere i lejrens tre grupper:

  • Gruppe A: Anna Sofie Li løb med sejren

  • Gruppe B: Alvin Taesang Pei vandt i suveræn stil

  • Gruppe C: Sejren blev delt mellem Julian Bjerregaard Hagen og Phillip Henrik Schmitz

Som prikken over i’et blev der afholdt den morsomme konkurrence “alle mod lederne”, hvor stemningen nåede nye højder. En af udfordringerne bestod i, at deltagerne skulle konkurrere mod Rasmus Lehd i disciplinen: hvem kan hurtigst spise et stykke rugbrød. Ungerne var blevet lovet, at hvis de slog Rasmus, måtte de kaste vanddyppede bolde på lederne – og det lykkedes børnene! Det resulterede i en sjov og våd seance til stor begejstring.

Dagen blev rundet af med en storstilet fodboldkamp, hvor alle deltagere stillede op mod lederne. Her fik lederne revanche med en velfortjent 3-1 sejr. Alt i alt en dag fyldt med grin, fællesskab og fantastiske øjeblikke!