Sponsorer, program og friluftsbad
Vi er glade og taknemmelige for, at der bliver støttet godt op om lejren fra forskellige sider og på forskellig vis. Vi hører om både hovedkredse, klubber og ildsjæle, der yder tilskud, promoverer etc. Særligt vil vi dog fremhæve Dansk Skak Union, der altid har været en vigtig støtte for både sommerlejren og skak på Tjele Efterskole generelt. Derudover har vi aftalt et samarbejde med Dansk Skoleskak, som ikke bare tilbyder fripladser til lejren, men også bidrager med organisatorisk støtte til både stort og småt og på mange planer. Vi har derfor lavet en side om sponsorer og samarbejdspartnere, hvor man kan læse lidt mere. Og hvis man overvejer at støtte lejren, har vi naturligvis en hel række forslag til, hvorledes det kunne være. 😄
Der er for længst lavet et udkast til program, hvor der ændres en smule på traditionerne. Vi uddyber gerne alt andet end Kringvad, og fx kan det nævnes, at vi allerede glæder os til at afprøve “alle mod Lehd lederne“, hvor delen på fodboldbanen vitterligt er alle på én gang. Lederteamet er ubesejret i disciplinen (efter foreløbig 0 kampe), og forventer klart, at der skal mere end 48 deltagere til at ændre derpå.
Af samme grund, og måske også en smule pga. tilmeldingerne, der glædeligvis stille og roligt tikker ind, er lederteamet igen blevet udvidet lidt.
Efterskolen ligger i Hammershøj, som er en hyggelig lille by i god udvikling. En af dens fine aktiver er det lokale friluftsbad, som altid er bemandet af livredder, og byder på 28 grader varmt vand i alle bassiner, rutschebane, legeudstyr osv. Der er lavet en “flatrate”-aftale med dem, så vi tilbyder derfor dagligt en tur derhen for de interesserede, som kan benytte det kvit og frit. Det plejer at være populært!
Det er ikke tilfældigt, at skaksommerlejr har været et hit gennem mange generationer. I vores 100% objektive øjne mener vi, at konceptet slår de fleste andre sommerlejre med længder, og at man får utrolig meget for pengene. Spørg blot gamle deltagere, eller hop ind og tilmeld dig, og find selv ud af hvorfor. Vi glæder os allerede til den bedst mulige afslutning på sommerferien!