Ayyyyy Macarena!
På spansk siger man: “Dale a tu cuerpo alegría Macarena”, men på Tjele Skaklejr siger man: “Ud af sengen, nu skal vi have morgenmad, og så skal vi op og danse til Macarena i hallen!”. De sidste par dage har det været de 52 deltagere, der om morgenen har løbet i cirkler omkring os, men vi kan mærke, at nu vender det! Erfaringen, udholdenheden (og måske lidt for meget kaffe) er endelig ved at vise vejen på skaklejren. Det var i hvert fald et skønt syn at gå forbi sportshallen og se Benedicte og Christian vise, hvordan der blev danset på klubberne i 90’erne, da Macarena lød over højtalerne. Specielt Christian havde the dance moves siddende i hofterne, som var han kommet op på en cykel igen efter mange år. Alligevel blev der dog udbrudt “Nej Ellen, du må ikke filme herover!”, da min mobil røg op ad lommen. Deltagerne, der alle stod på rad og række, virkede til at være af samme holdning som Christian (af en eller anden underlig grund), så i stedet for at filme videre måtte jeg som inspiration hoppe ind i mængden og vise, at vi stadig danser sådan på klubberne i 2020’erne.
Med stor succes gik vi fra klubben til skaklokalet! Det var som om, at dansen havde fået morgentågen til at lette fra deltagernes hoveder. Det var i hvert fald sådan, at ledere fra alle undervisningslokaler efterfølgende fortalte om skarpe varianter, gode træk og interesserede øjne. Da lejrturneringen gik i gang, var det altså med ekstra fokus og koncentration over hele linjen lige fra start.
Frokosten stod på en velkendt klassiker, lasagne! Det kommer nok derfor ikke som en overraskelse, at deltagerne endnu en gang ankom med lys i øjnene og gik med maverne fulde. Undertegnede måtte da også lige en gang forbi køkkenet for at se kreationen af den fantastiske mad helt tæt på. I køkkenet har vi nemlig Jonathan, der som uddannet kok, leder vejen for den gode og sunde mad, som vi spiser i løbet af ugen. Jonathan får uundværlig hjælp fra Mira, Benedicte og Oksana, men det er en tradition, at alle ledere finder vejen ned til køkkenet og hjælper med at skære og bringe god energi, når der er behov for det (de unge munde kan spise lidt mere, end man lige tror).
Da vi nu også er omkring halvvejs gennem lejren, så betyder det også, at vi er faldet ret godt ind i vores daglige rytme. Så det var vidst ikke et chok, at der efter frokost var mere skak (yayyyyy!!!!) efterfulgt af Champions League (ja, Tjele-legene).
I dag var det Gul mod Grøn i en match så tæt, at man skulle tro, det var Karpov-Kasparov 1984. Følelser fløj frem i fodbold, men efter mange gode driblinger fra Philip blev det til en 2-1 gevinst til Grøn. Til gengæld kom Gul stærkt tilbage i høvdingebold med en 6-2 gevinst.
Fodbolddommer, Nicolai, skulle ikke bruge mange sekunder på at kalde Blå mod Rød for “basically Argentina mod Spanien”. Dexter formåede at skyde og score på kampens aller første berøring. Rød prøvede derefter længe at komme igennem det Blå forsvar, men der blev forsvaret heroisk, og kampen endte 1-0 til Blå. I Høvdingebold var det næsten samme historie, hvor Blå vandt efter tæt kamp.
For begge holds tilfælde var rundbold en smule overraskende. Det typiske syn man bliver mødt af på en rundboldbane, er, at de mindre deltagere sig forrest i køen for at blive slået hjem af de større. I dag var dette dog ikke tilfældet, da alle havde mod på at slå til bolden. Og ikke nok med det, så var det faktisk de små, der skød en masse lange bolde for at trække mange point med hjem. Til trods for Blås samlede nederlag til Gul, så gjorde den uafgjorte match mellem Rød og Grøn, at Blå og Gul igen mødes til finalen på fredag! Rød og Grøn afholder naturligvis match om 3.- og 4. pladsen.
Aftenens aktivitet var den længe ventede ledersimultan! Her var forældre inviteret til at kigge med, når vi vandt over deres børn (eller det var i hvert fald, hvad vi troede, der skulle ske). Før simultanen startede, så havde vi ledere selvfølgelig et kampråb. “3, 2, 1 [eller som sagt af nogle: 1, 2, 3], bedre uden Allan!”. For Allan havde valgt at melde sig ud af simultanen, og vi troede selvfølgelig, at det ville gå bedre uden ham. Det bliver nok diskuteret en smule til aftenens ledermøde.
Efter simultanten spurgte referenten desuden diverse ledere, om de havde nogle sjove historier fra simultanen, men hertil kunne Asbjørn kun svare: “Ikke nogle sjove historier, kun triste historier”. Og det tror jeg ret godt opsummerer, hvordan det foregik. Der kunne også fortælles om, hvordan Isabella i en del tid troede, hun stod til tab, men Nicolai kunne fortælle hende, at hun bare lige skulle tænke sig lidt ekstra om, og så skulle det nok gå. Hvis Nicolai ikke havde vundet så mange partier for os, så havde det været meget uklart, hvilket hold han egentlig var på. Personligt var det som om, at hver gang jeg kom hen til et bræt og så, at noget var gået galt for os ledere, så var svaret på mit spørgsmål, om hvad der var gået galt, altid: “Det var Oscar!”. Om det blot var en forestilling i mit sind, eller om det faktisk var svaret hver gang, det er stadig uklart; men jeg hørte i hvert fald hans navn flere gange, end man siger “Amen” i kirken.
Det endelige resultat er ikke noget, man hverken siger højt eller skriver i et referat (det er så tæt på bandeord, som det kan blive). Der kan dog siges, at mængden af præmier, der skal gives til vindere, er (en del mere), end der var budgetteret med. Det store spørgsmål er selvfølgelig, om Oscar skal betale forskellen af egen lomme?!
I morgen eftermiddag får deltagerne endnu en chance – og noget af en oplevelse – da der er en stormester-simultan med ingen andre end GM Peter Heine Nielsen, GM Viktorija Cmilyte-Nielsen og GM Allan Stig Rasmussen. (In-the-future to be GM) IM Nicolai Kistrup får muligvis også lov til at være med, hvis altså Allan ikke hører om hans barmhjertighed mod Isabella.
Der går ikke længe før, at det er tid til godnat-runden, så der bliver også rundet af herfra. Vi kan næsten ikke tro, at i morgen allerede er torsdag. Vi nyder simpelthen hvert et sekund af hver en dag!
Der var så mange gode billeder i dag, at jeg ikke kunne vælge blot ét, så her kommer Ellens yndlingsbilleder.
