Klar, parat, skak-lejr-start!

Lejren er til vores alles glæde blevet forlænget med en hel dag i år. Som vi altid siger i lederteamet “ekstra skak er ekstra sjov”. 

Den ekstra sjov startede for årets referent tidligt søndag morgen med et tog fra København mod Randers. 24 friske børn mødte op i god tid med smil på læberne og var klar på den lange tur mod Tjele. Turen gik rigtig fint selv med et togskifte i Århus. Da eftermiddagen ramte dagen, landede Københavnerne i Nordjylland (til trods for, at vi Københavnere ikke altid er helt komfortable på den anden side af broerne). Deltagerne blev tjekket ind og fik uddelt både t-shirts og vandflasker. For de sultne var det muligt at få et stykke frugt eller to, før de blev fulgt hen på deres værelser for at se, hvor de skal tilbringe den næste uge.

Da det allerede var sent ved ankomst, og mange havde siddet ned i flere timer, så handlede det om lige at få lidt gang i kroppen. Derfor startede vi efter introduktionen med et par lege såsom klassikerne “Sko-leg” og “Fød en bjørn”. Appetitten var derfor helt klar til aftensmad, men endnu vigtigere havde ventetiden før skakken også varet længe nok. Deltagerne nærmest løb ud til grupperne til lynturneringen ivrige efter at flytte nogle brikker og få lov til at sige “skakmat!”. 

Det kommer nok ikke som en overraskelse, at det ikke var svært at få nogen i seng ovenpå sådan en lang dag. Så da mørket faldt på, blev der sagt godnat, sov sødt og vi glæder os til at se jer i morgen.

Her mandag morgen kan det berettes, at himlen er mere blå end i går, og koncentrationen allerede er på sit højeste.